Vægtere har der været siden købstæderne blev til. I København kender man sådanne allerede i 1294. D.v.s. ca. 100 år efter byens anlæg.

Men alle købstæder har deres eget vagtværn. Og vægterne stopper på forskellige tidspunkter. Dette afgøres af bystyret.

I København stoppede vægterne i 1863, mens den sidste vægter gik i Ribe indtil 1902.

VÆGTERENS FORPLIGTELSER.

Vægteren skulle påagte, om ildebrand, vandsnød, mord, tyveri, klammeri, støj eller anden for den offentlige rolighed forstyrrende uorden skulle forefalde.

De fleste steder begyndte vægterne deres runde kl. 9, aften. Om vinteren dog kl 8. Og de sluttede som regel kl. 5 om morgenen.

Det var selvfølgelig frygten for brand, der skræmte folk mest. Og hvordan en vægter reagerede når han observerer brand kan man udlede af Pjaltenborgvisen: Den vægter standser i sit vers, ”brand” han råber og gør kommers.

Når en vægter observerer brand blæser han i sin skingre vægterpibe og banker på folks døre og råber ”brand”. Borgerne skal så sætte et lys i vinduet og en balje med vand uden for døren.

Det kunne jo ske, at en vægter fik en tår over tørsten. Så var det jo en stor forvirring for folks tidsbestemmelse når han begyndte at råbe, at klokken var slagen 9 når den var mere end 10.

Vægteren skulle også passe de tranlamper, der blev opsat til belysning i de mørke gader. Og der var strenge straffe, hvis nogen blev grebet i at beskadige disse tranlamper. Al skade på lygter og stolper ”straffedes på Bremerholm i jern i 3 år”.

VÆGTERENS AFLØNNING.

Vægterens løn var ringe. Det kunne så være et supplement når vægteren brugtes som vækkeur og kaldte på nogle borgere op om morgenen. Dette skete ved at banke på døre og vinduer, til stor forargelse for naboer, der blev forstyrret i deres nattesøvn.

Vægterne supplerede også deres løn ved at gå rundt til højtiderne med en kurv og indsamlede almisser. Og byens borgere var rundhåndede over for de populære vægtere. Det var dog mest naturalier, vægterne fik med i kurven. Ofte fik man lys, som alle var hjemmestøbte. Til at bære lysene, som man fik mange af, havde man et stykke ståltråd, hvor lysene kunne hænge i den løkke, der var i vægen på lysene.

Senere bortfaldt disse sportler, og hver vægter fik til erstatning 6 Rdl. pr. måned.

Vægterne måtte ikke gå ind i husene på egen hånd, men på gaden var de politiet om natten.

VÆGTERSANGEN.

Som et middel til at sikre sig, at vægteren ikke sov på sin post, og tillige på en bekvem måde at få tiden til at gå på – ure var jo ikke dengang hver mands eje – har man tidligt fundet på at udråbe tiden ved hvert fulde klokkeslæt.

Vægterversene kommer til i København i 1683, hvor de er indskrevet i vægterregulativet. Senere har vægterversene bredt sig til hele landet.

Ingen ved med bestemthed, hvem der har skrevet vægterversene, men det kan tænkes at det er Kingo (1634 – 1703), der har skrevet versene fra kl. 9 til kl. 4. Versene kl. 8 og kl. 5 er kommet til senere, og er ikke skrevet med den poetiske kraft, der ligger i de først skrevne.

Melodien vægterversene synges til stammer fra en katolsk valfartsmelodi fra 1500-tallet.

Det var dog ikke uden komplikationer altid, når vægteren gik rundt og sang. For det første var det ikke alle vægtere der havde sangstemmen i orden. Andre lirede bare versene af. Der oplyses endda, at en vægter startede sin vagt ved at synge alle versene kl. 8 når han mødte, og så ellers holdt sin kæft resten af natten. Dette var ikke efter regulativet, for så kunne borgerne jo ikke følge med i, hvor meget klokken var slagen.

En borger i København indsender da også en klage og vil være taknemmelig, hvis den fæle vægtersang kunne afskaffes. Den klagende borger mener, at den afskyelige brølen i gaderne hver time er skyld i, at sengeliggende syge mennesker, især dem med nervefeber derved på det ynkværdigste at blive ængstet.